Linkbuilding
Linkbuilding - Vælg de rigtige links
Uden indgående links kommer du sjældent helt til tops. Her er, hvad linkbuilding er, hvorfor kvalitet slår kvantitet, og hvordan du får links, der holder.
Kort svar
Linkbuilding er arbejdet med at få andre troværdige sider til at linke til din. Links fungerer som anbefalinger, og søgemaskinerne vægter dem efter kvalitet og relevans og ikke kun efter antal. Køb og salg af links for at påvirke placeringer er imod Googles retningslinjer, medmindre linket er markeret med rel=”sponsored” eller rel=”nofollow”.
Hvad er linkbuilding?
Linkbuilding er arbejdet med at få andre troværdige sider til at linke til din.
Et indgående link, også kaldet et backlink, kan betragtes som en henvisning. Er der mange henvisninger til samme side, er den højst sandsynligt god, men ikke nødvendigvis. Vil du forstå begrebet nærmere, kan du læse Hvad er et link? og Hvad er backlinks?
Nye tider for SEO
Før i tiden kunne du optimere det enkelte site, bruge søgeordet mange gange og evt. have det i domænet, så var du stort set sikker på at ende i toppen. Sådan er det ikke længere. Søgemaskiner som Google og Bing har fået langt mere komplekse algoritmer og kan nemmere skelne mellem godt og mindre godt indhold. Google vil helst vise indhold af høj kvalitet, og den slags får naturligt nok flere indgående links.
Ingen links, ingen topplaceringer
Jeg har arbejdet professionelt med SEO i mange år og har endnu ikke set en topplacering helt uden indgående links.
Jeg kan naturligvis tage fejl, men tager du nogle af de mest populære ord, som advokat, revisor eller SEO, så har alle de øverste sider indgående links. Du kan godt opnå gode placeringer uden direkte linkbuilding, men vil du helt til tops, er der kun én vej, og det er at skaffe nogle gode links.
Restauranten uden skilte
Forestil dig en restaurant, hvor der ikke var en eneste henvisning, ikke et skilt, der pegede i retning af den. Hvor mange gæster tror du, der ville komme forbi? Måske nogle få, som over tid begynder at pege andre i retning af restauranten, især hvis maden er god. På samme måde linkes der til godt, relevant indhold på hele internettet, og det er grundstenen for, at Google og andre søgemaskiner eksisterer. De er kun interessante, så længe de kan levere gode og relevante forslag.
Start ikke med links
Er websitet ikke fuldt optimeret, bør teknik og indhold være på plads først. Har du været igennem alle afkroge af SEO-arbejdet og stadig ikke har topplaceringer, er det her, linkbuilding bliver relevant.
Der er forskel på links
Et link er et link, men ikke alle links giver samme værdi. Antal og relevans spiller begge en rolle.
Kaffe-eksemplet
Du vil gerne have en god kop kaffe. Jeg anbefaler en kaffebar lidt uden for Aalborg, men en kaffeanmelder anbefaler kaffebaren midt i Aalborg. Jeg har ingen forstand på kaffe, ud over at jeg drikker det dagligt, så anmelderens anbefaling vejer tungere end min, og du vælger sandsynligvis den i midtbyen. Næste gang anbefaler en anden ven også baren uden for byen, men du vælger stadig den midt i byen. Det samme sker tredje gang, men på et tidspunkt begynder antallet af anbefalinger at veje tungest. Sådan er det også med links.
Hvad gør et link godt?
| Faktor | Hvad jeg kigger efter |
|---|---|
| Relevans | Afsenderen handler om samme emne som din side. |
| Troværdighed | Afsenderen er selv til at stole på og har rigtige besøgende. |
| Placering | Linket står i selve indholdet og ikke gemt i en sidebar eller en footer. |
| Naturlighed | Linkteksten og omgivelserne er naturlige og ikke fyldt med søgeord. |
| Variation | Links fra mange forskellige sites og ikke det samme igen og igen. |
| Holdbarhed | Linket står der stadig om et år. |
Kvalitet frem for kvantitet
Det er ikke mængden af links, der tæller, men kvaliteten af dem.
Skal man så bare have mange links fra små blogs? Nej. Lad os en gang for alle slå fast, at det er kvaliteten og ikke mængden. Der er ingen tvivl om, at mange irrelevante links kan hjælpe her og nu, men på sigt kan jeg ikke anbefale strategien, ikke mindst fordi Google arbejder hårdt på at komme den type links til livs, da de manipulerer med søgeresultaterne. Jeg arbejder altid ud fra en langsigtet strategi, hvor opbygningen er holdbar, også ved algoritmeopdateringer. Brug derfor lidt ekstra tid på at skaffe ordentlige og relevante links.
Det mener Google om linkspam
Google betragter links, der primært er skabt for at påvirke placeringer, som spam. Betalte links er ikke et brud, hvis de er markeret med rel=”sponsored” eller rel=”nofollow”. Det gælder også gratis produkter givet mod omtale.
| Det kalder Google linkspam | Sådan gør du det rigtigt |
|---|---|
| Køb og salg af links for at påvirke placeringer | Marker betalte links med rel=”sponsored” eller rel=”nofollow”. |
| Linkbytte i stor stil og partnersider, der kun findes for at krydslinke | Aftal kun links, der giver mening for brugerne. |
| Automatisk oprettede links | Undgå dem helt. |
| Advertorials, gæsteindlæg og pressemeddelelser med søgeordsrige linktekster | Brug naturlige linktekster, og marker betalt indhold. |
| Links i widgets, footers og fora i stor stil | Få links i redaktionelt indhold. |
Kilde: Googles spam policies i Google Search Central.
Sådan får du gode links
Gode links kan være mange ting, alt efter hvem kunden er, men det starter altid med en grundig research.
Gode links
Gode links kan være mange ting, alt efter hvem kunden er. Fælles for alle er, at der skal laves en grundig research, så behovet klarlægges.
Billige links
Findes der billige links, som også giver værdi, uden at være rent spam? Det korte svar er ja, men der er længere imellem dem. Mange steder tages der overpris på fx PBN-links.
Pressemeddelelser
En pressemeddelelse kan i nogle tilfælde være en oplagt måde at få eksterne links på. Med gode, relevante nyheder publiceres indholdet ofte i mange medier.
Konkrete måder at få links på
- Spørg leverandører og samarbejdspartnere om de vil linke til dit site. Ofte tidskrævende, men værd at overveje.
- Skab indhold, der fortjener links: guides, egne tal, værktøjer eller research, som andre gerne vil henvise til.
- Digital PR: nyheder, kommentarer og historier, som fagmedier gerne bringer.
- Brancheforeninger, lokale foreninger og sponsorater, hvor et link følger naturligt med.
- Omtaler uden link: find sider, der nævner dit brand, men ikke linker, og bed om et link.
- Ødelagte backlinks: find links til sider, der ikke findes mere, og få dem rettet eller omdirigeret.
Links og AI-søgning
Omtaler og links fra troværdige sider kan også styrke dig, når AI skal vælge kilder.
AI-assistenter og Googles AI-svar bygger i vid udstrækning på sider, der allerede er stærke i søgning, og omtaler af dit brand på troværdige sider er en del af det billede. Derfor er linkbuilding og omtaler også en del af arbejdet med GEO. Ingen kan garantere en plads i et AI-svar, men et site, der er nævnt de rigtige steder, har bedre forudsætninger. Læs mere om GEO, LLM-optimering og AI Overviews.
Mål dine links og placeringer
Google Search Console viser i Links-rapporten, hvilke sider der linker til dig, og søgeordsværktøjer som Ahrefs giver et mere detaljeret billede af din linkprofil og af dine konkurrenters. Husk at følge placeringerne, så du kan se, om arbejdet virker.
Har du tjekket dine egne placeringer? Jeg bruger selv AccuRanker til at følge dem.
Spørgsmål og svar om linkbuilding
Hvad er linkbuilding?
Linkbuilding er arbejdet med at få andre troværdige sider til at linke til din. Et indgående link kan ses som en henvisning eller anbefaling, og søgemaskinerne bruger links som ét af flere signaler, når de vurderer, hvor troværdig og relevant en side er.
Er linkbuilding stadig vigtigt?
Ja, links er stadig en af måderne, søgemaskinerne vurderer troværdighed på, især på konkurrencepræget søgeord. De er dog ikke det eneste. Teknik og indhold skal være på plads først, ellers hjælper links kun lidt.
Hvor mange links skal jeg have?
Der findes intet fast antal. Se på de sider, der rangerer på de søgeord, du vil have, og undersøg, hvor mange forskellige sites der linker til dem, og hvor relevante afsenderne er. Kvaliteten og relevansen betyder mere end antallet.
Må man købe links?
Google betragter køb og salg af links for at påvirke placeringer som linkspam, også hvis betalingen sker i varer eller gratis produkter. Betalte links er ikke et brud, hvis de er markeret med attributten sponsored eller nofollow.
Hvad er forskellen på dofollow og nofollow?
Et link uden attribut er et almindeligt link. Attributterne nofollow, sponsored og ugc fortæller Google, at linket fx er betalt eller brugergenereret og ikke en redaktionel anbefaling. Google behandler dem som vejledende signaler.
Hvad er PBN-links?
PBN står for private blog network, altså et netværk af sites, der er oprettet for at skabe links til andre sites. Netværk, der er bygget for at manipulere placeringer, hører under det, Google kalder linkspam, så jeg anbefaler ikke strategien.
Hvor lang tid tager linkbuilding?
Links opbygges over tid, og effekten måles typisk over måneder, ikke uger. Det afhænger af konkurrencen på søgeordene, sitets alder og kvaliteten af de links, du får.
Har links betydning for AI-søgning?
Omtaler og links fra troværdige sider er en del af det billede, AI-tjenesterne og Googles AI-svar kan bygge på, men ingen kan garantere, at links giver en plads i et AI-svar. Linkbuilding er derfor også en del af arbejdet med GEO.


